Michael Falchs On-line Dagbog

COITUS INTERRUPTUS


    Dagbogsindslag skrevet af Michael Ehlert Falch, den 28. februar 2003:


    Over for faste besøgende på disse sider vil jeg beklage, at det ikke er lykkedes mig at levere regelmæssigt. Da dagbogssiden igen blev åbnet, var min fornemmelse, at jeg efter mit pusterum atter havde luft til at bidrage med jævnlige indslag. Og det er da heller ikke indfald, jeg mangler, men jeg må nok se i øjnene, at det næste litterære projekt fra min hånd må udfoldes i længere forløb og mere i enrum end i cyberspace.


    16. januar 2003: Tillid

    Det hele afhænger af tillid.
    Jeg kunne lære noget af Lunte. Den glemmer alt om sin fremskredne alder og sine stive hofter, når den ser mig trække i gummistøvlerne? Dens tillid til mig er total, og den tvivler ikke et sekund på, at alt er godt, og at dens lykke er gjort, og at vi nu skal ud at gå en tur.
    Og ud over pløjemarkerne går vi som så ofte før, så langt fra tidens centrum som man overhovedet kan komme på denne ø med det smukke navn, Sjælland. Begge går vi med øjnene i jorden, altid på jagt. Det var lige netop i dette område øst for kirken, jeg i sin tid fandt min første og hidtil eneste stenøkse. Men da var der jo også tv-kamera på, og min findelykke var guidet af en museumsmand og medarbejdere fra TV2Øst. Jeg kan stadig ikke gøre mig fri af den mistanke, at fundet var iscenesat. At øksen i nattens mulm og mørke var plantet til ære for kameraet og tv-udsendelsen. Og hver eneste gang jeg siden begærligt har pløjet netop denne mark igennem for at finde mere, er mistanken blevet forstærket. Ikke den mindste lillebitte hilsen fra stenalderfolket, der måske boede lige her på denne jord, har tittet frem af dybet siden dengang. Det er da mystisk, når jeg tænker på, hvor let jeg bare lige hev den økse op af jorden foran det hungrige kamera.
    Og når jeg ser, hvad vi i al almindelighed gør til ære for tv-kameraer i disse år, så vokser min skepsis til generel mistillid.
    Men det er uhelddigt, når livsindstillingen har mistillid som udgangspunkt. Når jeg således spejler min egen manglende basale tillid i mine omgivelser og ikke accepterer et håb uden først at have støvsuget området for mulige bagtanker, skjulte dagsordener og korridoraftaler.
    For mit vedkommende drejer det sig jo ikke om, hvorvidt mine medmennesker i en given situation har rent mel i posen eller ej. Det er uden for min rækkevidde, og det står ikke til at ændre for mig, og derfor må jeg acceptere uden at kny og uden at gøre mig selv til den evige politibetjent. Mit eneste svar bør være ubetinget tillid til det bedste i andre og i enhver given situation. Jeg må stole blindt på, at det, der sker, er det, der skal ske - hvert øjeblik, døgnet rundt, og hvis jeg nærer tillid til det bedste i alt, vil det gode automatisk rykke nærmere.
    Jeg kan ikke tillade mig at drømme om en skønne dag at kunne give slip på mig selv, hvis ikke jeg har betingelsesløs tillid til, at jeg bliver grebet i samme sekund, jeg slipper kontrollen og lader mig falde?
    Stenøksen var muligvis plantet, men det er ikke det afgørende. Den eneste vigtige i dette minimalistiske glimt fra en vinterdag er, at jeg er ude at gå en tur med min hund. Jeg finder det i livet, jeg skal, når mine øjne kan få øje på det, og jeg er klar. Det vil jeg have tillid til.


    17. januar 2003: Kierkegaard´sk løber.

    Jeg tror ikke, at Søren Kierkegaard endte som et lykkeligt menneske, alle hans skarpe og kringlede tanker til trods. Sin sidste tid tilbragte han sygdomsplaget og manisk optaget af en bitter fejde mod søndagskristendommens mænd i det københavnske klerasi. Hans forfatterskabs psykologisk-religiøse konstruktioner synes ikke at have haft evnen til at bringe ham selv nogen stabil sindsro, når alt kom til alt. Det forringer vel ikke hans produktion det mindste, men det lader ikke til at være til Kierkegaard, jeg skal gå, når det handler om eksempler til efterfølgelse.
    Og dog. Kierkegaard var én af de store vandringsmænd omkring midten af 1800-tallet i den hovedstad, der lå klemt inde bag voldene i et miniaturesamfund, hvor så godt som alle kendte alle. Han gik, og han gik, og han travede sin mærkelige, duknakkede skikkelse gennem byens gader og stræder og diskuterede med de andre vandrere, han mødte undervejs. Hans tunge var den skarpeste i byen, og hverken i tale eller på skrift veg han tilbage for hudfletning af alt og alle. I sin første større afhandling var det landets mest berømte vandringsmand, H. C. Andersen, han maltrakterede, og ingen kunne vide sig sikker for Kierkegaards spiddende ironi. Men som tilfældet er hos de fleste, der plager andre, var han selv plaget. Han var måske endda i overordentlig grad hjemsøgt af mental lidelse, måske også hemmelige fysiske skavanker, og i hvert fald bød han sig selv at give afkald på den kvinde, han elskede, Regine, som gengældte hans kærlighed. Han saboterede sin egen lykke. Og hendes med, må man tro.
    Men: ”Der er sjældent noget, der er så galt, at man ikke kan gå sig fra det”, sagde han, eller noget i den retning, og så greb han igen paraplyen for at spadsere sin runde på kryds og tværs gennem byen i højt tempo. Eller også sagde han: ”Der er ikke meget i livet, man ikke kan gå sig fra”. I hvert fald gik han.
    Kierkegaard har lært mig at gå i løbet af det sidste hale års tid. Og jeg vil endda hævde, at det også er hans eksempel, jeg efterfølger, når jeg nu om lidt trækker i løbetøjet og giver mig ud på den løbetur, der efterhånden vil bringe mig fire kilometer omkring. For mig er det nærmest mirakuløst.
    Tidligere kiggede jeg beundrende efter løbere, når jeg kørte forbi dem ude i landskabet og bøjede hovedet i ærefrygt. Respekt! udbrød jeg som hilsen til dem i forbifarten. De havde noget, jeg gerne ville have, men som jeg ikke kunne se, hvordan jeg kunne komme i nærheden af. Vist havde jeg givet mig selv store løfter mangen en gang, men efter to-tre ganges løbetur, var gassen gået af ballonen, og landevejen så mig ikke løbende før næste gang, jeg nåede et nulpunkt og måtte love bod og bedring og nye forgæves forsøg på at blive en stabil løber.
    Noget er der sket. Om lidt må jeg slippe tastaturet her, for landevejen kalder – ikke den fjerne version i rullende turnébusser, men den helt lokale, der bare vil se sin ensomme løber på banen igen. Da den fandt ud af, at jeg ikke bare stillede skoene efter et par gange som førhen, begyndte den alligevel at få lidt fidus til mig, og nu har vi holdt ved hinanden hen over 11 uger, der har budt på løbetur tre gange om ugen, fra den spæde start på to sølle pensionistminutter til snart den halve time i det nænsomme løbeprogram, jeg fik kopieret af en løbende kammerat. Og jeg gennemfører det vel at mærke uden overhovedet at nå noget brækpunkt med hensyn af lede ved det. Det føles stille og roligt, rart – og nødvendigt. De, der havde noget af det, jeg gerne selv ville have, har åbenbart givet noget af det til mig. Jeg har i hvert fald fået det. Jeg er blevet løber.
    Og jeg ved nu, at noget af alt det smertelige tankemylder, som Kierkegaard gik sig fra på sine ture, det kan man også løbe sig fra. Ligesom jeg nu kan sige med en tilføjelse: Der er mange gode tanker, man kan løbe sig til.


    23. januar 2003: Ud af munkecellen.

    Så sluttede mine små ti måneder i tilbagetrækning til mit mentale kloster. Bortset fra en håndfuld optrædender i velgørenhedsøjemed har jeg ikke været aktiv i samfundet, siden ”Hjemveje” udkom i marts sidste år, men primært koncentreret mig om at stille skarpt på 1000 erfaringer, vurdere dem og skride til handling. Effekten af den slags processer kan unægtelig være vanskelig at måle, men i mit tilfælde er sagen ret enkel, idet jeg i mellemgulvet, i området omkring solar plexus, har et raffineret stykke måleudstyr implementeret. Instrumentet opfanger med en løgndetektors nøjagtighed, hvordan jeg har det i det givne øjeblik; om jeg er under pres, usikker, nervøs eller ligefrem truet, jaget, skrækslagen eller bare almindeligt ”ude af mig selv”. Det er ikke noget specielt moderne grej, for det har fulgt mig, siden jeg kom til bevidsthed som lille dreng, og jeg har ingen erindring om, at det skulle være blevet installeret i mig – jeg må være født med det. Ret tidligt i mit liv begyndte jeg at modtage data fra dette center, der fornemmes som et hjul, en indre sol, et samlingssted for nervetrådenes multikabel, som altså fra centralt hold har specialiseret sig i at videregive præcise informationer om min psykosomatiske tilstand 24 timer ad gangen. I østens visdomstraditioner opfattes det som et chakra, der fra den ubevidste zone beretter om vores personligheds udtryksform og om vores emotionelle reaktioner.
    Mit solar plexus-hjul lyver aldrig, hvor megen benægtelse og udenomssnak, der ellers kan strømme fra min hjerne og ud i min mund. Det fortæller altid den sande historie om, hvordan jeg trives med mig selv og min verden. Efter mine 40 dage i ørkenen og al selvransagelsen var jeg ikke uinteresseret i, hvad mit mellemgulv havde at fortælle mig, når jeg nu igen bevægede mig ud i samfundet, iført arbejdstøj.
    Og så stod jeg atter dér i de dødes rige på Bispebjerg Hospitals patologiske afsnit, hvor jeg i sin tid debuterede som Rejseholdets retsmediciner, Jan Boysen. Iført omtrent det samme hvide kostume, han trækker i, når dødsårsager skal opklares, og midt i denne iscenesatte version af virkeligheden forekom den største forskel mig at være, at jeg altså ikke længere var den samme som for to år siden, da jeg filmede her første gang. Og det havde sådan set intet at gøre med, at jeg var tilbage på et tv-hold, der bestod af lutter bekendte og gode folk, og sådan set intet med selve sagen at gøre, Emmy eller ej. Det kunne have været hvor som helst og måske endda i selskab med omtrent alle og enhver, tror jeg. Jeg mærkede mine ti måneders fravær fra det udadvendte som et øget nærvær i mig selv. Væk var den gamle forbandelse: Fornemmelsen af altid og overalt at være en fremmed, en udenforstående i enhver sammenhæng, og væk var den knude i mellemgulvet, hvis størrelse kunne svinge mellem tennisbold og kampesten, og som med det troværdige barometers præcision kunne fortælle mig, at jeg konstant var under pres. Under et overmenneskeligt pres, ikke nødvendigvis fra omgivelserne, men fra den vægt, jeg selv lagde ud i alt omkring mig.
    Nu stod jeg så i mine patologiske gummistøvler med en fornemmelse af at støtte ganske sikkert på mine ben. Ja, der var nærmest en fornemmelse af at skyde rødder ned gennem obduktionslokalets flisegulv i jorden under mine fødder og en samtidig fornemmelse af en opadgående tanke båret af et lille, indre smil. Fra hjulet i maven strømmede en ro, jeg kun sjældent har mærket i den slags situationer, der plejede at hæmme mig med dirrende frygtsomhed. Tænk at jeg skulle opleve det med – at stå og mærke noget, jeg kun kan kalde sindsro. Den er sikkert skrøbelig og stadig kun ung og uerfaren, men den er der, her i min krop – den sindsro, der har været min største drøm, siden jeg var en nervøs og forvirret dreng.


    30. januar 2003: Samsara i Stege.

    Megen magi lever i kraft af afstand. Jo længere væk i tid og sted et væsen eller en lokalitet befinder sig, des større chance har det for at blive myte. Alene i kraft af deres afstand. Og omvendt: Jo tættere på mig, fænomenerne er, des mere hverdagsagtige og banale har jeg det med at opfatte dem. Det nære tager jeg let for givet. Det er ikke eksotisk, ikke pittoresk, ikke mystisk, ikke helligt. Hvis jeg kender forholdene lidt for godt, mister de deres dragning. Hemmelighederne udtømmes, og fænomenet mister dermed det magiske potentiale. Der skal distance til. Selv kristendommens ur-fænomen, Jesus, måtte sande dette, da han vendte hjem til Nazaret og ikke ligefrem fik nogen heltemodtagelse. Tværtimod blev hans gamle bysbørn åbenbart dybt forargede over tømrerens søn, der nu kom anstigende og bildte sig ind, at han kunne undervise dem i synagogen, og de nægtede at tage imod hans visdom. Vi kender ham jo, hans forældre, hans søskende, så hvor skulle alt dette komme fra? spurgte de vantro og jog ham ud af byen.
    Det, jeg ikke kender så godt har lettere ved at unddrage sig min fordomsfuldhed. Ikke at det fremmede i sig selv virker attraktivt, i hvert fald ikke når det kommer anstigende uopfordret og gør indtog i min dagligdag og min hjemby. Først når jeg selv bestiller det fremmede til at gøre noget for mig, kan jeg vende mine fordomme til interesse, nemlig når det kan stemme mit sind til mystik og andagt. Så bliver det dragende. En Hærvejsmarch kan vel lyde som en okay idé, men en vandring ad pilgrimmenes ældgamle Jakobsvej gennem det nordlige Spanien til Santiago de Compostella er der nu noget mere tyngde i, må jeg indrømme. Når jeg selv vælger det fremmedartede og det fjerne træder de magiske muligheder i kraft.
    Således vil en bjerglandsby i Himalaya umiddelbart meget lettere tænde min nysgerrighed end en lille dansk provinsby som nu Stege, der ligger lige her i min vinduesramme, når jeg kigger ud gennem snefaldet over mod Møn. Stege er vist ikke ligefrem et fænomen, der vil vække nogen dybere forventning og spændingsfuld længsel i ret mange herhjemme. Det klinger bare dansk, provinsielt og pinligt. Det er for tæt på og minder for meget om os selv og vores alt for ordinære hjemlige landskab, og sådan en fornemmelse fortæller vist sin egen lille kulturhistorie om et folk, der egentlig skammer sig lidt over sig selv og derfor har tendens til at hente al magi og mytestof ind udefra.
    Men Stege skal man ikke kimse af. Det var altså i Stege, at den første danske heks blev brændt på bålet, tilbage i 1540. Det er da noget. Og så har jeg Stege siddende et sted i mig som et rudiment fra Taastrup, hvor jeg en sensommeraften lige efter 7. klasses skolestart var sammen med alle de andre forstadsbørn ude for enden af Jernbane Allé, hvor forstaden nåede sit ingenmandsland i markerne ind mod Albertslund. Der var lige høstet og halmballerne lå spredt ud over arealet. Vi samlede dem og stablede dem op i fantasifulde bygningsværker, hvor man kunne gemme sig for verden og tale hemmelighedsfuldt med hinanden. Jeg husker, at den ukendte pige med det majestætiske væsen fortalte, at hun havde boet i Stege. Jeg husker præcis fornemmelsen af hendes navn. Det ligger som et lillebitte stykke mental struktur i min erindrng, men jeg kan ikke finde det frem, selv om jeg har ofte prøvet at genkalde det. Jeg kan ikke blive sikker på om det var Helen, Rachel eller Kristel. I hvert fald har jeg af den grund altid forbundet noget majestætiske feminint med byen Stege på Møn. Og i går aftes havde byens engagerede biografdirektør så vovet pelsen endnu en gang ved at hente en smal film til den beskedne sal med sæder fra biografens barndom. ”Samsara” af den indiske instruktør Pan Nalin. I bilen over til Møn gættede vi på det samlede besøgstal, og jeg havde skudt på, at der ud over os højst ville dukke fire andre betalende op, så overraskelsen var stor, da det viste sig, at køen nåede helt ud til Steges mørke hovedgade. Denne uhyre langsomme, dialogfattige langfilm optaget i den indiske del af de ufremkommelige Himalaya-bjerges månelandskab var simpelthen et tilløbsstykke i Stege Bio år 2003. Det er historien om den unge buddhistmunk, Tashi, som i over tre år har siddet i total isolation i en hule fjernt fra alting i det nordindiske ørkenlandskab. Nu bliver har hentet af sine klosterbrødre for at vende tilbage til virkeligheden. Tashi er så langt inde i den meditative trance, at han dårligt lever længere, men han bringes tilbage og genoptager forsigtigt livet i klostret. Men den lange periodes komtemplation i den radikale askese, som skulle have fjernet ham fra det jordiske begær i alle dens former og bragt ham længere på vejen mod nirvana, har været forgæves viser det sig, da hans erektion i nattedrømme røber ham. Han har mødt en kvinde, som kalder ham tilbage til den materielle verden, til fangenskabet i samsara, det livshjul, der er den lidelsesfulde, jordiske eksistens med menneskets binding til materialistisk og seksuelt begær. Samsara er det evige kredsløb, som mennesker fængsles i, når livsfylden ikke søges i åndelighed, men i jordisk nydelse, lykke og rigdom. Vores helt, Tashi, vender tilbage til jorden og nyder i fulde drag, men begæret begrænser sig ikke af sig selv, og efterhånden konfronteres han med det spørgsmål, filmen gør til sit ledende: ”Hvad er vigtigst? At tilfredsstille tusind behov eller overvinde et enkelt begær?”
    Fortællingen om munken Tashi, hans vise hustru Pena og deres søn spejler også legenden om prinsen Siddharta Gotama – Buddha´en selv - og hans hustru og søn. Også Buddha forlod i nattens mulm og mørke sin hustru og sin søn for at søge den ultimative sandhedsvej. I filmen her konfronteres den flygtende mand af sin hustru: Hvad med os? spørger hun, da hun overrasker ham ved en korsvej. Den lidelse, han flygter fra for at søge frelsen i selvfordybelsen, overfører han til sin hustru og søn ved at forlade dem, og som jeg ser filmen, bringer den i sin slutning det personlige, moralske dilemma op: Er det ikke i virkeligheden kynisk egoisme af Tashi at søge den ekstreme selvfordybelse i munkelivet på bekostning af det ansvar, han har pådraget sig i det konkrete livs dagligdag? Er det ikke ret beset, netop når vi tager vores ansvar på os – og ikke flygter trods vores individuelle lidelser og vores binding til det ødelæggende begær - at vi træder i karakter som mennesker? Eller vil vi forlange af den indignerede hustru, Pena, at hun må forstå, at hendes mand i en større sandheds interesse må svigte sit banale, jordiske ansvar?
    Og sådan kan man altså selvsvinge i livets trædemølle efter at have været i samsara i Stege Bio. Men hvor om alting er: Stege lever, og hvad var det mon, de ikke ville lytte til i en flække som Nazaret?


 

Michael Falchs On-line Dagbog