Ajour 6.2.2012

Ny julesang - "Tænd December"

Anmeldelser af "Trækruter"

"Det skjulte track"

"Trækruter" som lyd

"Trækruter" – ny bog ude 7. november

Download-koncert ind på den danske top 40

Koncert i Tivoli 23. september med et festfyrværkeri af gæstestjerner

Falchs tredje bogudgivelse i november

Live fra Skanderborg Festival

Falchen forførte Møllers Telt  * * * * * *

Sommersingle: Blivende Sted

Michael Falch og Poul Krebs - Live 2011

Falch får en Martin-guitar opkaldt efter sig

"Hele Vejen" i toppen af salgshitlisten

Anmeldelser af "Hele Vejen"

Anmeldelser af "Fodspor I Havet"

Webshop – bestil det nye album "Hele Vejen"

Se videoer


Michael Falch e-mail service

Nyhedsarkiv



Ny julesang – "Tænd December"

Så blev det den 1. december. Til spørgsmål her på siden: Min ep-udgivelse med bl.a. den nyskrevne julesang ”Tænd December” kan desværre ikke købes i almindelig handel, men kun via webshoppen.
EP/cd´en indeholder i alt fire sange samt et bonustrack, der stadig er lidt tys-tys. Den koster kr. 59,-.

”Tænd December” er en sang om den umiddelbarhed, som barnet har naturlig adgang til, men som voksne kun i glimt møder i den juletid, der skaber så blandede følelser rundt omkring. ”Julen må vi bære hjem”, synger jeg. Vel nok som en påmindelse om, at netop den mørkeste tid på året med al dens symbolværdi og med barnet i centrum har noget uomgængeligt over sig. Hvordan vi end kan opfatte julen, så må vi tage vi den på os og forsøge at bringe dens sociale budskab om fred, glæde og samvær videre i vintermørket: Tænd december!
Men julemanden har mere i ærmet. ”Tænd December” er et eksempel på det fokus, jeg har haft på enkeltnumre siden de to albumudgivelser i 2010, Fodspor i Havet og Hele Vejen 1980-2010. Singlerne fra denne periode har hidtil kun kunnet fås som download, nu bliver de endelig tilgængelige i fysisk form på denne ep-cd, der kommer i en 3-fløjet luksusindpakning. Det gælder en lang version af ”Blivende Sted” sammen med Boat Man Love; det gælder samarbejdet med Sune Wagner fra The Raveonettes på ”Nu rider vi Stormen af”, og det gælder en særlig ny beatversion af ”Binder mig aldrig igen” med ekstra dubs af producerkometen Frederik Thaae.

For 13 år siden tog jeg ud på min første soloturné. Det er gennem årene blevet en særlig intim niche, som jeg har dyrket mellem rockturnéerne. Den 30. januar 2012 er jeg atter mutters alene på scenen et nyt træk landet rundt.

Download af ep´en hos iTunes

Se musikvideoen "Tænd December (hjemmevideo)"

"TRÆKRUTER" - NY BOG UDE 7. NOVEMBER

Udkommer 7. november

Meget forandrede sig i årene, efter at Michael Falch havde udgivet sine to dagbogslignende bøger Helligdage (2000) og Hjemveje (2002), som sluttede med, at han trak stikket ud på ubestemt tid. I stedet for at finde den forventede ro i sjælen, gik han sit livs sammenbrud i møde.

Fra andre vinkler end de offentligt kendte fortæller Michael Falch i sin nye bog åbenhjertigt og risikovilligt om vejen til en ædru livsstil, om sin tid i et ensomt beliggende fiskerhus på Fyn, om et succesrigt musikalsk comeback, om skilsmisse og et overraskende nyt kærlighedsforhold, om åndelig praksis og om jagten på et blivende sted, der er stærkest under de lange turneer.

Michael Falch skriver om myter og tvangsprægede mønstre, om faderopgør og forsoning, om det svære parforhold, om litteraturens alkoholiserede helte og rockmusikkens koryfæer, om druk, kristendom, fugle og fodbold.

Trækruter er en gennemkomponeret samling af dagbogsblade med øjebliksbilleder, erindringsglimt og eksistentielle refleksioner.

Læs anmeldelser af "Trækruter"

"DET SKJULTE TRACK"

Det såkaldte ”hidden track” på den fysiske cd-version af ”Tænd December”-EP´en har kaldt en hel del undrende kommentarer og spørgsmål frem her på siden. Hvad er dette femte track dog for noget underligt noget? Er det så gammelt, som det lyder, og er det ikke lige lovlig underholdende? Skal det forestille en kikset parodi på Radioens Drengekor, eller er det ligefrem optaget til en væltet julefrokost? Og kan man virkelig være det bekendt over for kompositionen?

Uden at røbe for meget for de, der endnu ikke har haft lejlighed til at lytte til dette uannoncerede bonustrack, kan jeg sige, at denne noget specielle udgave af "I et Land uden høje Bjerge" som fællessang med Boat Man Love og mig her er optaget backstage i sommer på guitarist Søren Kochs ældgamle Phillips spolebåndoptager. Den er fra 1955. Vi har brugt en af mine mest kendte sange fra 1986 som samling og fælles stemmeopvarmning op til showtime før hver eneste koncert lige siden vores første job sammen i Kalvehave i 2006. Det er siden blevet til flere hundrede shows.

Seancen lige før showtime begyndte ret andægtigt i sin tid, men som det altid er tilfældet i rockorkestre, tager den bramfri råhed over med tiden, og der har løbende sneget sig flere og flere skumle nuancer ind i vores a cappella-version af sangen. Til tider kan det nok have karakter af ”helligbrøde light” overfor originalen, men jeg har i årenes løb ofte tyet til den trøsterige tanke, at sangen har været så meget igennem undervejs, at den må kunne holde til det. Uden et godt grin overlever vi ikke. Vi har mange aftener endda været endnu mere i grineflip end på denne version, hvor vi trods tendenser til latterkramper dog er rimeligt disciplinerede foran den ærværdige båndoptager, der rullede backstage, lige før vi gik på scenen den sommeraften. Og jeg kan garantere, at også bådsmændene er ædru på dette take, der er fra Den fynske Landsby, det udendørs amfiteater ved Odense (jf. ”Trækruter”, 17. juni 2011).

"TRÆKRUTER" SOM LYD

Michael Falch har selv indtalt "Trækruter". DR har bogen på programmet på P4 i uge 51 – d. 19.-26. december. Her kan DRs brugere hente lydbogen via dr.dk i løbet af ugen.

Den 2. januar 2012 udgiver Gyldendal lydbogen til salg til download via diverse kanaler, fx g.dk, lytenbog.dk, ennybog.dk, saxo.com og senere på året også via iTunes. Muligvis udsendes "Trækruter" også som traditionel lydbog på cd i løbet af sommeren 2012.

DOWNLOAD-KONCERT IND PÅ DEN DANSKE TOP 40

Koncertoptagelsen med Michael Falch og gæster på Tivolis Fredagsrock går ind på en 34. plads på denne uges hitliste og indvarsler dermed et nyt fænomen i det danske musiksalg

Af Ole Rosenstand Svidt, Gaffa

I foråret åbnede det danske firma Next2Live, der i samarbejde med Billetlugen udbyder download-salg af koncerter, umiddelbart efter at disse har fundet sted. Og det er blevet en så stor succes, at selskabet nu har fået sin første udgivelse på albumhitlistens top 40, nemlig Michael Falchs "Fredagsrock 2011"-koncertoptagelse fra Tivoli 23. september, hvor han optrådte for sidste gang med bandet Boat Man Love og havde Aura Dione, Allan Vegenfeldt, Poul Krebs og datteren Mathilde Falch med som gæster. Albummet går ind på en 34. plads og bliver dermed, så vidt vides, den første downloadede danske koncert på den officielle danske hitliste.

Projektleder Peter Bek fra Next2Live er ikke overraskende begejstret for succesen:

– Det viser jo, at folk har taget idéen til sig. Jeg tror nu også, at succesen skyldes, at koncerten fik meget opmærksomhed, fordi det var den sidste Fredagsrock-koncert i år, og der blev reklameret heftigt på flyers og storskærme for, at man kunne købe den. Og så har folk jo skyndt sig at bestille den, og vi forsøger at levere koncerterne til download senest 48 timer efter koncerten, selvom der så gik lidt længere tid i dette tilfælde.

MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE LUKKER FREDAGSKONCERTERNE I TIVOLI MED ET FESTFYRVÆRKERI AF GÆSTESTJERNER

Aura Dione, Allan Vegenfeldt, Poul Krebs og Mathilde Falch er med ved Falchens sidste optræden med Boat Man Love i lang tid

Igen i år har Tivoli givet Michael Falch og hans band Boat Man Love det ærefulde hverv at lukke og slukke fredagskoncerterne på Plænen. Det bliver med overraskelser i ærmet, idet Falch har inviteret hele fire gæstestjerner med til seancen i den magiske have.

Den danske sangerinde Aura Dione, som netop er et smut hjemme at vende midt under sit succesrige udenlandske eventyr, vil bl.a. synge en Falch-sang, som kun kalder en af de bedste sange, hun overhovedet kender. Sandmen-sangeren Allan Vegenfeldt, som af Falch betragtes som en af dansk rocks allerbedste herrestemmer nogensinde, er med på flere numre, og mon ikke en Sandmen-sang finder vej til sættet? Poul Krebs, Falchens nære ven, har meldt sin ankomst og vil - ud over at bidrage med en af de sange, han indspillede i Texas med Falch ved sin side - sørge for, at ingen skal stå og savne Falch-klassikeren ”De vildeste Fugle” netop denne aften. I forvejen har Mathilde Falch, yngste datter af Falch senior, allerede lovet, at hun dukker op. Det skete for åben skærm, da Mathilde medvirkede i ”Aftenshowet” i forbindelse med udgivelsen af sin debut-ep for nylig, og hendes far i et direkte indslag fra Skanderborg Festival pressede et tilsagn igennem. Faktisk har Mathilde allerede for mange år siden prøvet at være på scenen på Plænen i Tivoli, da hun som lille pige sang med sin far under en Malurt-koncert.

Efter en lang, elektrisk sommer med 6-stjernede anmeldelser bliver det samtidig den sidste aften i meget lang tid, man har chancen for at komme til at opleve Michael Falch og hans elektriske venner i Boat Man Love sammen live. Tivoli-koncerten sætter nemlig et foreløbigt punktum for det gnistrende og succesrige samarbejde, Falchen indledte med bandet ved sit comeback for fem-seks år siden. Der kommer til at gå et år eller to, før Michael Falch og bådsmændene overhovedet får mulighed for at samles igen.

Se også "Michael Falch & Boat Man Love spiller på Plænen fredag den 23. september 2011 kl. 22.00"

Falchs tredje bogudgivelse i november
Gyldendal lancerer den 7. november den tredje bogudgivelse fra Michael Falchs hånd. Det sker på ny i den dagbogsform, hvor han synes at have fundet sin metode til på én og samme tid at levere øjebliksbilleder, erindringsglimt og eksistentielle betragtninger - ”Trækruter” bliver titlen. Lars Skjærbæk, Søren Koch og Christoffer Møller fra Boat Man Love drager snart af sted med Tim Christensen på hans næste lange karrierestræk; Troels Skjærbæk lægger energi i Hush, og Johan Lei Gellett koncentrerer sig om The Good The Bad. Efter bogudgivelsen og et velfortjent pusterum vil Michael Falch fra januar og hen over sommeren 2012 igen være at møde i mørket - solo ude på scenerne.

LIVE FRA SKANDERBORG FESTIVAL

Du har nu mulighed for at (gen)høre koncerten fra Skanderborg Festival den 11. august 2011, via Next2Live.

Next2live er en ny service udbudt af Billetlugen, hvor du kan købe koncerter som download i høj lydkvalitet kort efter, at de har fundet sted.

Klik her for at opleve "MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE – Smukfest 2011" – God fornøjelse!


FYENS STIFTSTIDENDE: * * * * * *
FALCHEN FORFØRTE MØLLERS TELT

Det årelange kærlighedsforhold mellem Michael Falch og Langelandsfestivalens publikum gnistrede, da den karismatiske sanger forførte sin gamle flamme

Det var nostalgi på den helt fede måde, da Michael Falch i går (28. juli 2011, red.) tog denne anmelder og resten af publikum i Møllers Telt på Langelandsfestivalen med sig på en rejse gennem en musikalsk karriere, der har budt på lidt af hvert.

Den evigt karismatiske charmetrold havde fra første sekund publikum i sin hule hånd, og hverken han eller publikum gav slip, før tårer havde trillet, og der næppe var et eneste uspoleret stemmebånd tilbage i teltet.

I halvanden time var alle i teltet unge igen, og det var stort set umuligt ikke at lade sig rive med af de overvældende følelser, der var i spild blandt publikum, som overvejende var af samme generation som Michael Falch selv.

Gyngende rockskude
Ikke alene var Michael Falch og publikum i symbiose fra start til slut. Også det helt uforskammet velspillende band Boat Man Love, der !ankerede sangeren, havde så godt fat i årerne på den konstant gyngende rockskude, at de ville have vundet guld, kunne man opstille til OL i kategorien 1500 meter rock og rul.

Spilleglæden gnistrede på scenen og forplantede sig i Falchen forførte Møllers Telt ! Det årelange kærlighedsforhold mellem Michael Falch og Langelandsfestivalens publikum gnistrede, da den karismatiske sanger forførte sin gamle flammepublikum, der prompte kvitterede med fællessang på de kendte numre og dundrende bifald på de få nye skæringer, Michael Falch trods alt tog sig den frihed at spille.

Blandt publikum var hele følelsesregisteret i spil. Der var omfavnelser, tårer og masser af lyksagelige smil, og det var tydeligt at se, at Michael Falch og Langelandsfestivalens !ammende kærlighedsforhold går langt tilbage.

Personligt finder jeg den tyndslidte ekstranummerkliche, hvor publikum, velvidene, at det vil ske, forsøger at klappe kunstnerne tilbage på scenen, kvalm. Men aldrig har jeg hørt så ufravigeligt et krav fra et publikum, som da publikum i Møllers Telt enstemmigt sang Michael Falch og Boat Man Love tilbage en sidste gang. Det var bestemt ikke
kvalmt. Det var rørende.

Af Rune Moesgaard

Koncert, Langelands Festival 2011



MICHAEL FALCH OG BOAT MAN LOVE: BLIVENDE STED

Efter at have taget hul på en festivalsommer, der slutter i Tivoli den 23. september, udsender Michael Falch og hans band Boat Man Love nu en sommersingle.

”Blivende Sted” er en sang om og til rodløse sjæle. Nummeret ikke nogen forløber for et kommende album, men et helt lille projekt i sig selv, en rigtig single i old school forstand.

Michael Falch fortæller:

”Jeg har fået lyst til at arbejde med sange som tracks, singleprojekter i deres egen ret, ikke bare som dele af eller forløbere for et album. Første gang var sidste efterår med ”Nu rider vi Stormen af”, som jeg lavede sammen med Sune Wagner fra Raveonettes. Det er sikkert inspireret af mange af de unge artister i tiden, ligesom jeg husker den specielle atmosfære omkring singleplader fra Beatles og Beach Boys i min barndom. Det er et overskueligt format, som vi til gengæld kan dyrke intensivt og ligesom gå til med forstørrelsesglas, og det er samtidig en måde at holde mig selv i det kreative flow, jeg er så heldig at mærke i disse år.

Det giver noget friskhed på scenen, at vi kan have en helt nyt sang med, også når vi spiller festivaler med de krav om genkendelighed, der gælder der. Og med eget pladeselskab bag mig er der jo ingen til at tale mig fra den slags påhit!”

Se video (YouTube):

Singleversion (3.35) - samt lang version (4.30) - kan hentes på alle download-sites - iTunes, Gateway, Bilka, www.tdcplay.dk osv.

Tekst af Michael Falch & Jens Unmack. Musik af Michael Falch.
Produceret af Lars Skjærbæk & Michael Falch. Mixet af Søren Mikkelsen

MICHAEL FALCH & BOAT MAN LOVE SOMMER 2011

11/6 NORDALS Festival
17/6 ODENSE, Den Fynske Landsby
18/6 IKAST Musikliv
24/6 HADERSLEV, Kløften
25/6 SKIVE, Rock i Skive
30/6 NIBE Festival
28/7 LANGELANDS FESTIVAL
29/7 ÅLBORG, Skovdalen
11/8 SKANDERBORG, Smukfestival
13/8 ÅBENRÅ Outdoor
19/8 RANDERS Teltet
26/8 HORSENS Lunden
23/9 KBH., TIVOLI

5 stjerner i BT: Falch tog Jelling Festival med storm



MICHAEL FALCH OG POUL KREBS – LIVE 2010

Den svært populære duo tager landet rundt i januar og februar 2011

…den mest hjertevarme koncert, der længe er oplevet i Horsens. (Horsens Folkeblad)

Michael Falch og Poul Krebs varmede i en kold tid og leverede en stemningsfuld koncert i Nykøbing (…) som at træde ind i en varm stue med et rødt velourtæppe som scenebagbeklædning, tre små lysekroner hængende ned fra loftet og to veloplagte spillemænd med overskud på humørbarometeret. Med deres guitarer, mundharmonikaer og piano fik de med få virkemidler skruet op for temperaturen i teateret, da de dykkede ned i hinandens sangkister (Folketidende)

Publikum fik to hele timers voldsomt intimt og hyggeligt samvær med to, som tydeligvis har det rart sammen og supplerer hinanden sømløst. Synger hinandens sange sammen og hver for sig. Driller hinanden gemytligt, udvikler de gamle sange, så de føles nye og friske. Og synger de nye, som om de har været skrevet i sæsoner. (Vejle Amts Folkeblad)

For os i salen betød det, at vi i 3 timer fik drysset drømmestøv over os, drømmestøv vi kan tage med som minde om en varm, intens koncert med Danmarks smukkeste og mindste Boyband, som de i en munter tone omtalte sig selv som. (Jyske Vestkysten)

Både i 2009 og 2010 startede Michael Falch og Poul Krebs året med at drage landet rundt som duo – og begge gange var resultatet et sandt triumftog, med både udsolgte huse og stående ovationer overalt hvor de to kom frem.

I 2011 åbner Falch & Krebs igen året ved at drage Danmark rundt i hinandens selskab. Bevæbnet med akustiske guitarer, mundharper, stemmer, massevis af gode historier - og ikke mindst en lang række fornemme og slidstærke sange fra to af de bedste kataloger i Danmark, kombineret med helt nyt materiale fra begge de populære sangere.

Michael Falch har i 2010 haft et sandt succes år, med ikke mindre end to albums blandt de mest solgte i Danmark. I januar kom ”Fodspor i Havet” – Falchs største succes i årevis, både kommercielt og anmeldermæssigt. I september fejrede han 30 året for Malurts debut med den flotte sang-samling ”Hele vejen 1980 – 2010”, hvorfra sange som ”Vejrbidt og vindblæst” og ”Nu rider vi stormen af”, har været store radiofavoritter.

Poul Krebs har nyt album på vej i marts 2011 – og mon ikke publikum får en smagsprøve eller to på helt nye Krebs-sange. Det bliver det første udspil fra Krebs siden 2009-guld-albummet "Angeleno Road - Lige ved siden af virkeligheden", der bl.a. indeholdt nye hits som "Smiler din sol", "En dag som i dag" og "Helmand Blues".

Michael Falch & Poul Krebs live akustisk 2011:
25/1 Grindsted Kulturhus, 26/1 Struer, Folkets Hus, 27/1 Ringkøbing, Vesterhavshallen, 1/2 Esbjerg, Tobakken, 2/2 Svendborg Teater, 3/2 Fredericia Teater, 8/2 Odense, Magasinet, 9/2 Ålborg, Skråen, 10/2 Silkeborg Musikhus, 22/2 Slagelse Musikhus, 23/2 Helsingør, Kulturværftet, 24/2 København, Glassalen Tivoli

Se endvidere koncerter for yderligere oplysninger om forsalg.


MICHAEL FALCH FÅR EN MARTIN-GUITAR OPKALDT EFTER SIG

FALCHENS ÅR

Én af verdens mest anerkendte guitarproducenter, C.F. Martin Guitars, USA, hædrer den danske sangskriver Michael Falch ved at bygge en guitar, der bærer hans navn.

En stribe store, internationale musikere er gennem årene blevet tildelt denne hæder, nogle for deres unikke guitarspil, andre for deres sangskrivning og performance. Listen tæller navne som Johnny Cash, Eric Clapton, Tom Petty, Paul Simon, John Mayer, Sting og Woody Guthrie.

Ole Abildgaard Thomsen fra Akustikken i Århus, der er dansk importør af Martin Guitars, henvendte sig for halvandet års tid år siden til den amerikanske producent for at høre om, man ville overveje at lade en specialdesignet Martin-guitar opkalde efter den danske sangskriver, Michael Falch. Idéen blev accepteret på hovedkontoret i USA.

Den færdige ”Michael Falch signature-model” blevet døbt ”Falchen”. Modellen baseres på Martins model 000-18, en guitar meget lig den, der i 30 år har været fast følgesvend for Michael Falch på de danske landeveje. Denne 50 år gamle Martin-guitar, som Falch oprindelig købte for 6.000 kr. helt tilbage i tiden omkring sin debut med Malurt i 1980, fortæller med sin patina en lang historie om sange, scener og liv på landevejen. Michael Falch fejrer netop nu sit 30 års jubilæum med albummet ”Hele Vejen 1980-2010”, og hans Martin-guitar har vitterlig været med ham hele vejen. Den har også hjulpet ham til at skrive de fleste af hans kendte sange gennem årene, fra ”Mød mig i Mørket” til den nyeste ”Vejrbidt & Vindblæst”.

Michael Falch har aldrig forsøgt at bilde nogen ind, at han er nogen gudbenådet tekniker på sit instrument. Ikke desto mindre har han udviklet sin egen powerfulde stil i sit basale akkompagnerende guitarspil gennem mere end 3.500 koncerter gennem årene, og han er én af de flittigst turnerende musikere i Danmark i disse år. Han er af den skole, hvor sjæl regnes for vigtigere end teknik, og hvor rå ægthed står over poleret perfektion. 000-18 er en lille Martin-model, der er som skabt til Falch. Eric Clapton har engang beskrevet modellen som en rigtig ”arbejdsmandsguitar”, og Falchs egen Martin er et lille skramlet og dybt autentisk instrument.

Relationen mellem Ole Abildgaard og Michael Falch går små 20 år tilbage. Falch henvendte sig i sin tid til Akustikken for at få installeret et autoriseret Martin-pick up-system i sin guitar, da han skulle optræde som dylan´sk historiefortæller i forestillingen ”Odysséen” på Århus Teater. Siden har Akustikken stået ham bi med mangt og meget og også hjulpet ham på sporet af flere andre Martin-guitarer. Eksemplar No. 01 af ”Falchen” får han selv til eje som den sjette Martin-guitar i hans samling.

De 10 eksemplarer af ”Falchen”, som Martin Guitars´ har bygget, er fremstillet på fabrikken i Nazareth, Pennsylvania, USA. Den er bevidst gjort lidt større i klangen, end 000-18 traditionelt er. Det kommer sig af et ønske fra Michael Falch selv, idet han ynder et særligt heftigt Neil Young-inspireret anslag på basstrengene, og i samarbejde med Ole Abildgaard er der foretaget nogle konstruktionsændringer, der netop fremhæver bunden i guitarens sound. De 9 øvrige eksemplarer af ”Falchen” sættes til salg i Akustikken, og Falchens egen ”Falchen” kan opleves rundt på landets scener under hans soloturné i efteråret.

Se også www.akustikken.dk




"HELE VEJEN" PÅ DEN OFFICIELLE SALGSHITLISTES 4. PLADS

Hele Vejen 1980-2010" går efter den første uges salg ind på den officielle salgshitlistes 4. plads. Det er den anden udgivelse fra indie-selskabet krebsfalch og den anden Top 4-placering i år. "Fodspor i Havet" nåede en 2. plads i februar måned, kun overgået af Rasmus Seebach.



ANMELDELSER AF "TRÆKRUTER"

Fem stjerner, Nordjyske, Charlotte Røhrt:
"Trækruter" er som de to andre cirka ti år gamle bøger "Helligdage" og "Hjemveje" en samling dagbogsblade, filosofiske betragtninger, anekdoter fra musikerlivet og tilbageblik på barndommen sat sammen til hans billede af den mand, han er nu … hans mål om endelig efter mere end et halvt århundrede at give slip på ville "leve med det intense nu som totempæl". Det er den jagt, der har kastet ham ud i et liv med alkohol… Nu er jagten indstillet. I hvert fald har han et ønske om at komme væk fra "dyrkelsen af det glødende nu … Det er nok værd at skrive en bog om. Hvem ønsker ikke vejledning til den proces? … Der er bogen igennem en drenget forundring over, at det her liv sker lige for ham. At det er ham, der spiller med Springsteen. Den historie får vi endelig i fuld længde ... Bogen er mest givende at læse som et uafsluttet portræt af en mand anno 2011, et velskrevet et, endda. Hvor mange vover det? De fleste gemmer sig bag fiktionen, her står han modigt alene på scenen og siderne. Respekt.

Kristeligt Dagblad, Sørine Gotfredsen:
I en tid med begyndende opgør med narcissisme og mangel på ånd tager Michael Falch nogle skridt, der måske kan inspirere andre. Hans nye bog, ”Trækruter”, handler i høj grad om bevægelsen væk fra det selvfikserede øjeblik og hen til det religiøse.

Michael Falch er en mand, der er forud for sin tid… han repræsenterer en bevægelse, der måske først langsomt er ved at materialisere sig for os. En bevægelse, der grunder i en tilstand af tomhed og mæthed gennem massiv adspredelse, et hektisk hverdagstempo, endeløs selvrealisering og trangen til at få at vide, at man er smuk, klog og uundværlig. En bevægelse, der kan få den enkelte til at begynde at søge i retning af noget andet og mere åndfuldt. Den 55-årige rocksanger har netop udgivet sin tredje bog, ”Trækruter”, hvor han i dagbogsform reflekterer over erfaringer, bekendtskaber, musikalske forbilleder og udviklingen frem mod det øjeblik, der kan opstå, hvor man er blevet sit ægte menneske.

Fire stjerner, Gaffa, Troels Frøkjær:
Falch har udgivet sin tredje dagbog. Den er værd at læse. Han skriver godt, den gode Falch… Falchen har sine støvede rock'n'roll boots solidt plantet i den danske litteratur, og mange års skriveerfaring fornægter sig ikke, hvilket hovedsageligt gør Michael Falchs tredje dagbog, "Trækruter," til en fornøjelse at læse… Heldigvis handler Michael Falchs dagbog også om meget andet end alkohol, og man må muligvis blot konstatere at alkoholspøgelset måske nok har tørlagt Michael Falch, men til stadighed hamrer i baghovedet af musikeren… en befriende selvironi, tidvis usikkerhed, oprigtig taknemmelighed og ikke mindst en dejligt smittende livsappetit. Michael Falch gør sig mange interessante tanker om tid og stress kontra ro og fordybelse og den evige kamp for et finde en passende balance mellem frihed og afhængighed… meget handler heldigvis om musik, egen og andres, men også emner som kristendom, litteratur, fugle og fodbold får meget plads i bogen. Vi er med tilbage i tiden i blandt andet Tønder, hvor Michael voksede op og hører om starten på Malurt.

Fire stjerner, Politiken, Erik Jensen
”Hvis jeg kunne blive lykkelig nu, ville jeg så være det?” Sådan er den sidste og måske bedste sætning i Michael Falchs ”Trækruter”. Det er den tredje samling med dagbogsnotater fra den observante og reflekterende Falch … Sammen med opgøret med det intense ”nu” … er det ædruelige liv omdrejningspunktet for en velskrevet bog. Den bliver også en form for vækkelsesskrift. Som skribent trækker 55-årige Michael Falch ikke bare på kristendommen, men på sin indsigt i rockmusikken og sin fyldige litterære bagage. Sansningen af eksempelvis en koncert med Bob Dylan i Odense er fornem.

Fredericia Dagblad, Arne Mariager:
Han er velskrivende og reflekterende. Han er politisk bevidst. Men også sårbar, usikker og altid i tvivl… Michael Falch skriver godt og tankevækkende. Han er en god fortæller og en dygtig iagttager. Det gør "Trækruter" til en på én gang interessant og krævende bog. Interessant, fordi vi får indblik i Michael Falchs verden og dermed også i et menneskesind, der midt i storhed og talent forfalder til misbrug. Det er lærerigt. Men bogen er også krævende. Fordi den ikke alene er en skildring af musikerliv, ikke bare er fortællingen om de store dage, eksempelvis som da Falch stod på scenen og sang sammen med " bossen", Bruce Springsteen. Men også en bog om livets mange veje og vildveje. Under vejs giver begge bøger skildringer af kendte mennesker fra musikverdenen.

DagbladetHolstebro:
Falch flyver højere end de fleste. Biografiske bøger af enhver art drysser for tiden ned over det ganske land, hvor der kan være langt mellem snapsene - enten fordi, hovedpersonen ganske enkelt ikke har nok at byde på, eller fordi skrivestilen er for jammerlig. En lysende undtagelse lige nu er Michael Falch… De første linjer bliver skrevet en regnfuld oktoberdag i 2009 på Tåsinge, og allerede dér kan læseren glæde sig over, at rejsen med Falch først slutter godt halvandet år senere… Undervejs åbner Michael Falch døren til sit hjertekammer, hvor der blandt andet hænger billeder af en tørlagt alkoholiker med en smertelig skilsmisse i bagagen. Det handler om sammenbrud, ensomhed, eksistentiel krise - og om at finde vej ud af mørket. Såvel musikalsk som forfattermæssigt er Michael Falch tilbage på toppen.

Fire stjerner, Berlingske Tidende, Thomas Søie Hansen:
»Trækruter« baserer sig på dagbogsnotater, betragtninger og refleksioner nedfældet i perioden 2009-2011. Det er en ny Michael Falch, der skriver. Den Michael Falch der i offentligheden blev genfødt som kunstner i en helt ny klasse med albummet »Falder Du Nu« ( 2006), en Falch uden alkohol, røg og kone igennem 33 år. En ydmyg Falch, en voldsomt søgende mand, som kigger indad og forsøger at forstå. En mand der værdsætter små ting, forsøger at vende den positive kind til minder og nye møder. Dog hele vejen med den samme gamle og ekstreme kærlighed til myter, ikoner, mekanismer.

Lolland-Falsters Folketidende, Palle Nevad Frandsen:
Falchens fornemme comeback… Michael Falch er en så fantastisk fortæller, at han klarer det langt bedre, end vi journalister har præsteret… Det er hele fortællingen om vejen ind i et misbrug og måden at komme ud, men det er også et kig på det liv, der sendte ham ud i natten med adskillige øl i favnen. Det kan lyde som tung og dyster læsning, men er det sjældent. For Michael Falch beviser, at han mestrer det danske sprog, så det er en fornøjelse at læse. Samtidig er flere af historierne krydret med masser af humor, så man skiftevis græder og griner, når man sluger " Trækruter" - og sluger bogen gør man. .. Bogen er fortalt med en tydelig sans for dramaturgi, og der bliver strøet små godbidder ud rundt omkring, som forfatteren samler op på fornemmeste vis senere i bogen.

Bogblogger.dk, Jane Andersen:
Ikke så overraskende handler bogen en del om musik, koncerter og pladeudgivelser. Men den handler også om kærlighed, utroskab, om den voksne mand med den lille usikre dreng indeni og om kampen med at forblive alkoholfri… Michael Falch kan i den grad skrive, og det er en fornøjelse at smage på sætningerne… Samlet set er Trækruter en velskrevet erindringsdagbog skrevet af en ærlig, modig og sympatisk Michael Falch.

Torben Bille:
"Livsklogt reflekterende og godt gammeldags underholdende".

Se også Gyldendals links til div. radio-programmer mm.


ANMELDELSER AF "HELE VEJEN"

(– SE OGSÅ ANMELDELSER AF MICHAEL FALCH: “FODSPOR I HAVET”)

BT 5 stjerner * * * * *

Moden rovfugl… albummets akse er fire helt nye numre… Ligesom på hans seneste album »Fodspor På Havet« er det her den seriøse kunstner, vi møder… Han kan også stadig skrive sange, der bør få kollegaer til at klynke af misundelse. (Henning Høeg)

Nordjyske 5 stjerner * * * * *

Afklaret Falch... i et lykkeligt samarbejde med de nyeste legekammerater, Boat Man Love, her og der suppleret med det aldrig svigtende DR UnderholdningsOrkestret. Resultatet er blevet en forbløffende helstøbt plade. Først og fremmest har Falch med især ”Rider stormen af”, men også åbningsnummeret ”Vejrbidt & vindblæst” skabt to af de smukkeste sange, han nogensinde har lagt navn og stemme til… man får også Falchs helt personlige udlægning af de forløbne 30 år i en yderst velskrevet 32 siders booklet, ”Undertekster”… en fornem statusopgørelse. (Ove Nørhave)

Randers Amtsavis

Falch fejrer sine 30 år på rockscenen… viser sig bedre og bedre, som årene går. Udviklingen dokumenteres smukt på »Hele Vejen«… en fuldendt oplevelse, fordi albummet er meget mere end endnu engang »Greatest Hits«. (Henrik H. Breum)

Ekstra Bladet 3 stjerner * * *
En noget broget blanding af ti meget forskellige genindspilninger samt fire nye numre. (Thomas Treo)

JyskeVestkysten 5 stjerner * * * * *

Mod nye højder… Først på året udsendte Michael Falch anmelderroste » Fodspor i havet « . CD'en blev allerede dengang bragt i spil som årets bedste udgivelse.Nu bringer Falch 'en selv en konkurrent i spil. i » Hele vejen « . Det er ikke en » Greatest « eller » Best of Falch « , men derimod et iørefaldende musikalsk tilbageblik og en akustisk øjenåbner for nye højder og fylde i den 53-årige sanger og sangskrivers univers.Ud over at være en god sanger og sangskriver er Michael Falch også en fremragende og underfundig skribent.

Til » Hele vejen « har han forfattet et lille 32 siders hæfte med anekdoter og baggrundshistorier til alle sangene. Det er ekstremt underholdene og læseværdigt, og er ligeledes med til at løfte mærkedags-udgivelsen til en festforestilling.» Hele vejen « er hermed videresendt med varm anbefaling, både overfor helt nye Falch -fans og selvsagt for de inkarnerede af slagsen.Alle kan se frem til en femstjernet oplevelse med en mand, der har nået endnu en milepæl i karrieren. (Uwe Iversen)..

Desuden store artikler og indslag vedr. “Hele Vejen” i:

Politiken

Nordjyske

Kristeligt Dagblad

B.T.

Aftenshowet

Deadline: (søndag 12/9 kl. 22.30, sidste indslag)

TV2/net



ANMELDELSER AF MICHAEL FALCH: “FODSPOR I HAVET”

- “Én af danskrockens bedste plader nogensinde”,

skriver Henning Høeg i BT.

- "De skal stramme sig an derude i rockmiljøet, hvis de skal overgå dette overraskende udspil",

skriver Jyllands Postens Jacob Lambertsen.

- "Michaels mesterværk", skriver Henrik Breum i Midtjyske Medier, og i Ekstra Bladet tager Henrik Queitsch hatten af.

Michael Falch har med “Fodspor i Havet” lavet én af danskrockens bedste plader nogensinde… nødvendig og underholdende… Det river og rusker i sjælen, som ellers kun Ulf Lundell og Neil Young kan gøre det… Michael Falch har denne gang fundet hele vejen ind til menneskekernen… På singleudspillet “Trækfugle”kommer Falchen så tæt på musikalsk, lyrisk og melodisk perfektion, at mine små hår på armene rejser sig… Det er et perfekt samspil mellem teknik og dyb menneskelighed… kandiderer til til prisen for “den mest fuldendte danske rocklyrik”.

BT 6 stjerner

Det havde de færreste vel set komme… Det er langtfra den rockplade, som man kunne have ventet – og endnu mindre er det en akustisk troubadourplade. Falch og Skjærbæk har søgt poesien, abstraktheden, letheden og lyset. Og fundet dette plus mere til. Der er kraft, dybde og passion i pastelfarverne og køligheden. Den kendte stemme skærer og brænder sig igennem… der er tryllet så frigjort, fantasifuldt, stemningsfuldt og tilpas nænsomt med de instrumentale virkemidler, at sangeren har fået sit livs modspil… Bare to uger inde i 2010 giver det ikke mening at tale om årets album. Men de skal stramme sig an derude i rockmiljøet, hvis de skal overgå Michael Falchs overraskende udspil.

Jyllands Posten, 5 stjerner

Michaels mesterværk... det mest begavede og vedkommende, der længe er hørt på den danske scene... et stykke musikalsk kunst, der tårner sig op i landskabet. Det bliver ikke bedre, Falch.

Århus Stiftstidende

Til gengæld vokser og gror såvel melodier som tekster støt og roligt og godt for hvert lyt.

Nordjyske Stiftstidende, 5 stjerner

Hatten af for en mand, der så konsekvent turde lægge sit nøgne hjerte til skue... Falch uden filter… Man kan høre, at dette ikke er spil for galleriet men frontberetninger fra et menneske... Han skriver filterløst på en blanding af fortvivlelse og trods.

Ekstra Bladet, 4 stjerner

Der er megen stemning over de ti sange….

Berlingske Tidende, 4 stjerner

De fabelagtige, poetiske tekster som ind imellem er mørkere end novemberhimlen set inde fra et fynsk fiskerhus… klassisk Falch med stærke billeder, der efterlader eftertrykkelige spor hos lytteren.

Fyens Stiftstidende, 4 stjerner

”Bevæbnet med ”Fodspor i havet” er det en hel del mere udholdeligt at overvintre”...”… hans smukke vinterplade”.

Politiken, 4 hjerter

Falch fylder formatet fint ud med sange, poesi og fortællinger fra et furet ansigt, der kan mere end ane tilværelsens efterår

oven på et langt liv med sommerpiger og rock’n’roll.

Urban, 4 stjerner
Gaffa, 3 stjerner

Indslag bragt i TV2 Nyhederne søndag d. 17. januar:

Artikel i Ekstra Bladet bragt lørdag d. 16. januar

Interview på P3 ”Ibens Harem” bragt søndag d. 17. januar

Interview fra TV2 Fyn bragt d. 17. januar

Interview på P1 bragt søndag d. 17. januar:

Interview bragt i Kristeligt Dagblad d. 18. januar

Michael Falch får dog ikke megen tid til at lukrere på roserne – 27. januar starter han og Poul Krebs deres duoturné i Horsens. Han fortsætter på tur med Boat Man Love i april.




WEBSHOP - BESTIL DET NYE ALBUM "HELE VEJEN"

MICHAEL FALCH: HELE VEJEN (1980-2010)

Den 15. september i år er det præcis 30 år siden, Michael Falch pladedebuterede med Malurt-albummet ”Kold Krig”. Den runde dag vil blive markeret på selve mærkedagen med udgivelsen af et nyt Michael Falch-album, ”Hele Vejen 1980-2010”. De 14 sange på albummet er dels nye indspilninger af gamle, ældre og nyere sange, det er en række helt nye numre, og der er fem Falch-kompositioner arrangeret for DR UnderholdningsOrkestret og Boat Man Love.

”Hele Vejen 1980-2010” udgives på pladeselskabet krebsfalch, det fine samarbejde mellem de to gamle venner og kolleger Poul Krebs og Michael Falch. Albummet udkommer i meget lækkert udstyr: som digipack med ikke mindre end en 32 siders booklet, hvor en veloplagt Michael Falch skriver om albummets sange og de 30 års karriere, som albummet markerer. Rigt illustreret.

”Hele Vejen 1980-2010” kan bestilles i webshoppen til kr. 145,- + porto og ekspedition.

Michael har selv skrevet om albummet på sin blog-site, dateret den 10. august.

Og så kan man begynde at glæde sig til en ny solotur med Michael Falch, som fra slutningen af oktober og frem til starten af december drager landet rundt. Datoer og information på hjemmesiden, hvor der selvfølgelig også er meget mere Michael.

Med venlig hilsen
Poul Martin Bonde
(red. på www.falch.dk)


SE VIDEOER

Se musikvideoen "Rider Stormen af (køkkensssion live)" – køkkensession akustisk solo live 2011 her:

Blivende Sted (Sommersingle 2011)

Se musikvideoen "Trækfugle" her:

Videoen "Binder Mig Aldrig Igen (Beatmix)":

Videoen "Vejrbidt & Vindblæst":

Hjemmevideoen "Bliver Ved Med At Gå (2. Vers.)":

– Oplev musikvideoen i her

Videoen "King Baby":

– Oplev musikvideoen i her

Videoen "Spøgelser" (1992) / MALURT:

Videoen "Sidste Station" (1981) / MALURT:

Videoen "Superlove" (1981) / MALURT:

Videoen "Gammel Kærlighed" / MALURT:

Se musikvideoen "Tænd December (hjemmevideo)":

Se "I et Land uden høje Bjerge (opvarmning backstage i Tivoli 23.09.11)":

MICHAEL FALCH E-MAIL SERVICE

'Michael Falch e-mail service giver dig mulighed for at få tilsendt en e-mail, når der er særlige nyheder om Michael Falch.

Herunder kan du oplyse din e-mail adresse:

  

  Tilmeld mig til Michael Falch e-mail service
  Afmeld venligst min e-mail adresse



Nyhedsarkiv


Copyright © Falch & Stjernekasterne. Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse · Redaktion og layout: Stjernekasterne. Booking: Skandinavian.